Økologien spiller en central rolle i den grønne omstilling af landbruget og for dyrevelfærd. Den danske styrkeposition på økologi er sket gennem en stærk og tæt dialog mellem områdets aktører. Regeringen ønsker at fremme denne dialog ved at etablere et ØkologiForum på økologiområdet. Forummet skal bidrage til en samlet indsats for udvikling og fremme af økologien i Danmark og vil fungere som en platform, hvor interessenter kan bidrage til faglige drøftelser, herunder udvikling af konkrete initiativer til at fremme økologien og planer for implementering.
Forummet er oprettet under Styrelsen for Grøn Arealomlægning i tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen og inddrager en bred vifte af interessenter. Dette inkluderer landbrugsorganisationer, fødevareproducenter, detailhandlere, foodservice, restauranter, forbrugere, vidensinstitutioner og andre aktører med interesse for økologi.
