Sådan søger du
For at få tilskud skal du være driftsleder
Du skal som ung landbruger eller gartner være driftsleder i den ansøgende virksomhed for at få tilskud. For indsatsområdet ”Etablering” skal denne betingelse være opfyldt, når der søges om udbetaling. For indsatsområdet ”Fastholdelse” skal betingelsen være opfyldt, når der søges om tilsagn.
For at være driftsleder gælder følgende:
- Den unge skal være reel ejer i den ansøgende virksomhed eller være fuldt ansvarlig deltager i den ansøgende virksomhed og have en ejerandel på mindst 25% i den ansøgende virksomhed.
- Den unge må ikke have indtrådt som driftsleder i den ansøgende virksomhed mere end 4 år før ansøgning om tilsagn.
- Hvis den unge landbruger indtræder i, overtager, eller stifter et interessentskab, aktieselskab, anpartsselskab, kapitalselskab mv., skal den unge landbruger eller gartner desuden opfylde følgende: Have bestemmende indflydelse og have en stemmeandel på mere end 50 pct. i den ansøgende virksomhed.
- Hvis den unge landbruger eller gartner tidligere har ejet eller været medejer af en CVR-registreret landbrugs-eller gartnerivirksomhed, eller hvis den ansøgende virksomheds CVR-nummer er mere end 4 år gammelt, foretager Styrelsen en konkret vurdering af, om der er tale om en reel nyetablering. Ved denne vurdering lægges der vægt på, om den unge landbruger inden for de seneste 4 år har påtaget sig det økonomiske og driftsmæssige hovedansvar for en landbrugs- eller gartnerivirksomhed af et omfang, der kan anses for en reel etablering.
- Den virksomhed, der søger tilskud, skal være en reelt nyetableret landbrugs- eller gartnerivirksomhed. Det kan enten være en helt ny opstart af landbrugs- eller gartneridrift. Det kan også være et generationsskifte i en eksisterende virksomhed, hvor den unge landbruger overtager den bestemmende indflydelse og får ansvaret for den daglige drift. Ansøger skal derfor indsende dokumentation, f.eks. i form af regnskabsoplysninger, arealgrundlag, dyrehold, produktionsomfang mv., der sandsynliggør virksomhedens omfang og karakter. Hvis der er tale om skift eller etablering af ny driftsgren, skal ansøger dokumentere, at den nye driftsgren udgør en selvstændig driftsmæssig enhed med et arbejdskraftbehov, der kan opretholdes uafhængigt af tidligere drift.
Søg om tilskud
Når ansøgningsrunden åbner, kan du søge om tilskud til din virksomhed via Tast selv.
Tast selv – Styrelsen for Grøn Arealomlægning og vandmiljøs digitale selvbetjening
Alle obligatoriske afsnit i ansøgningsskemaet skal være udfyldt, ellers kan din virksomhed ikke indsende skemaet.
Ansøgningen skal vedlægges de nødvendige bilag:
- Relevante uddannelsesbeviser eller realkompetencevurdering på EUV1-niveau.
- Én af følgende:
- En købsaftale eller et skøde, der dokumenterer overtagelse af fast ejendom
- En aftale om køb af besætning, driftsinventar eller driftsmateriel m.v.
Såfremt vi mangler oplysninger eller bilag, vil vi partshøre din virksomhed, før vi træffer afgørelse.
Søg om ændringer
Din virksomhed kan ikke, som tilsagnshaver, ændre i sin ansøgning efter udløbet af ansøgningsrunden.
Du kan dog trække din virksomheds tilsagn om tilskud tilbage, hvis du ikke ønsker at gennemføre den etablering eller fastholdelse, som din virksomhed har fået tilsagn til. Det kan du gøre ved at genindsende din virksomheds ansøgning og udfylde fanen ”Frafald af ansøgning”.
Trækker du din virksomheds tilsagn tilbage, kan din virksomhed eller anden virksomhed tilhørende dig godt søge om tilskud igen på et andet tidspunkt.
Søg om udbetaling
Når du på vegne af din virksomhed vil søge om udbetaling, skal du søge via skemaet ”Ansøgning om udbetaling 2026” i Tast selv.
Tast selv - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs digitale selvbetjening
Du skal være opmærksom på, at du skal opbevare dokumentation for adkomst på fast ejendom og driftsmateriel mv. for din etablering eller fastholdelse i fem år og seks måneder efter den dato, der står angivet i det brev, du modtager om din udbetaling.
Hvornår får jeg og min konsulent notifikationer om nyt på Tast selv?
Som tilsagnshaver får du en notifikation, hvis der er nyt om din sag i Tast selv – dog forudsat, at du under brugerindstillinger i Tast selv har angivet, at du ønsker besked via mail og/eller sms og har angivet en mail og /eller telefonnummer.
Har du i en ansøgning om tilsagn eller ansøgning om udbetaling angivet en konsulent/kontaktperson, så vil konsulenten/kontaktpersonen, som er angivet i din senest indsendte ansøgning, få notifikation om nyt på sagen. Du skal derfor være opmærksom på, at hvis du skifter konsulent, eller konsulenten skifter mailadresse efter du har indsendt en ansøgning, så er det fortsat konsulenten og den tidligere oplyste mailadresse, som er angivet i ansøgningen, der vil modtage notifikationer og ikke din nye konsulent. Dette gælder også selvom du i Tast selv skifter fuldmagtshaver på sagen.
Hvis du skifter konsulent, eller din konsulent skifter mailadresse, efter at have indsendt ansøgning om tilsagn eller ansøgning om udbetaling, så skal du kontakte styrelsens sagsbehandlerenhed på Landbrugsstotte-okologi@sgav.dk og så vil sagsbehandlerenheden sørge for at sende notifikation via e-mail til den nye konsulent ved nyt på sagen.
Beregning af arbejdskraftsbehov
Arbejdskraftbehovet opgøres efter normtimesatser, som fremgår af bilag 1 i bekendtgørelsen (se afsnit: Lovstof). Arbejdskraftbehovet beregnes i udgangspunktet automatisk ud fra de oplysninger, vi har om dig, når du søger om tilsagn om tilskud.
Hvis din virksomhed er nystartet, og vi derfor ikke har grundlag for en automatiseret beregning af arbejdskraftsbehovet, skal arbejdskraftsbehovet beregnes ud fra det landbrugsareal og/eller den besætning, som din virksomhed har erhvervet i forbindelse med etableringen gennem f.eks. købsaftalen. Aftalen om erhvervelse heraf kan godt være betinget af tilsagn om tilskud fra os.
Manuel beregning af arbejdskraftbehovet
Hvis du manuelt vil beregne virksomhedens arbejdskraftbehov for dine dyr og afgrøder kan du i bekendtgørelsens bilag 1 finde normtimesatserne for en række kategorier for hhv. afgrøder og dyr.
Oversigt over, hvordan afgrøder fra Fællesskemaet er inddelt i forskellige kategorier.
Oversigt over, hvordan dyr fra CHR er inddelt i de forskellige kategorier.
Det er ikke alle afgrødekoder fra Fællesskemaet og besætningstyper fra CHR, der er beregnet normtimesatser for, og som fremgår af oversigten. Hvis du har afgrøder og dyr, der ikke indgår i beregningen kan du i ansøgningsskemaet vedhæfte dokumentation for, at du har afgrøderne og dyrene. Så vil Landbrugsstyrelsen foretage en vurdering af arbejdskraftbehovet herfor og lade det indgå i dit samlede arbejdskraftbehov.
Forstå, hvordan du manuelt beregner dit arbejdskraftbehov:
Din bedrift består eksempelvis af følgende:
- Vårhvede (2) - 100 hektar
- Vårspelt (8) - 100 hektar
- Vårrug (55) - 100 hektar
- Malkekvæg - 100 årsdyr
Du ønsker at kende arbejdskraftsbehovet. I oversigterne kan du se, hvilke kategorier afgrøderne og dyrene hører under. Det ses i oversigterne, at Vårhvede (2) og Vårspelt (8) hører under kategorien "Hvede". Vårrug (55) hører under kategorien "Rug og triticale". Malkekvæg hører under kategorien ”Malkekøer”.
Hver afgrødekategori har et antal basistimer som altid medregnes uanset antallet af hektar med afgrødekategorien, og herudover et antal timer pr. hektar med afgrødekategorien. Basistimer og timer pr. hektar fremgår af bekendtgørelsen. Eksempelvis kan det af bekendtgørelsen ses at afgrødekategorien ”Hvede” har 100 basistimer og 7,3 timer pr. hektar.
Selvom du har flere afgrøder inden for samme afgrødekategori, så tæller basistimerne for afgrødekategorien kun én gang. Så for 100 hektar vårhvede og 100 hektar vårspelt, så er den samlede arbejdskraftbehov 100 basistimer+(7,3 timer pr. hektar * 200 hektar) = 1.560 timer.
Vårrug hører under kategorien ”Rug og tricitale”, som har 100 basistimer og 7,0 timer pr. hektar. Dermed giver 100 hektar vårrug et arbejdskraftbehov for bedriften på 800 timer.
I bekendtgørelsen fremgår ligeledes basistimer og timer/dyr for en række dyrekategorier. Malkekøer har 205 basistimer og 20 timer pr. årsdyr. For bedriftens 100 malkekøer/årsdyr fås et arbejdskraftbehov på 205 basistimer+(20 timer * 100 årsdyr) = 2.205 timer. I alt beregnes bedriften til at have et arbejdskraftbehov på 4.565 arbejdstimer for afgrøderne og dyrene i eksemplet.
Kan opdræt af vildt fjerkræ medregnes som del af arbejdskraftsbehovet?
Opdræt af vildt fjerkræ, såsom fasaner og agerhøns, med henblik på udsætning i naturen betragtes som et primært jordbrugsprodukt og kan som udgangspunkt medregnes i en bedrifts årlige arbejdskraftbehov. Der skal foretages en konkret vurdering af arbejdskraftbehovet ved hold af vildt fjerkræ. Denne vurdering vil ske i forbindelse med sagsbehandlingen, efter der er indsendt en eventuel ansøgning. Du skal indsende dokumentation for antallet af vildt fjerkræ samt oplysninger om det daglige arbejde med disse.
Kan hold af bier og produktion af honning medregnes som en del af arbejdskraftsbehovet?
Honning og bier anses som landbrugsprodukter og kan som udgangspunkt medregnes i en bedrifts årlige arbejdskraftbehov. Ved 1-7 bistader anvendes der en normtimesats på 4 timer pr. bistade, mens der ved 8 eller flere bistader regnes med 8 timer pr. bistade.
Webinar
Se eller gense webinaret om Etableringsstøtte til unge landbrugere 2025 som blev afholdt den 29. januar 2025. Webinaret er også aktuelt for Etableringsstøtte til Unge Landbrugere 2026.
Vejledning og lovstof
Vejledning
Vi har udarbejdet en vejledning til indsatsområde ”Etablering” og en vejledning til indsatsområde ”Fastholdelse”. Du skal derfor orientere dig i den vejledning, som passer til det indsatsområde, din virksomhed søger tilskud i.
Indsatsområdet ”Etablering” er for dig, som skal i gang med at etablere din virksomhed. Indsatsområdet ”Fastholdelse” er for dig, som allerede har påbegyndt etableringen af din virksomhed.
Betingelserne er forskellige for de to indsatsområder og er beskrevet i ordningens faktaark.
Faktaark om etableringsstøtte til unge landbrugeres to indsatsområder
Bemærk opfylder du alle betingelserne i indsatsområdet ”Fastholdelse”, så skal du søge om tilsagn til i indsatsområdet ”Fastholdelse”.
Vejledning til indsatsområde ”Etablering”
Vejledning til indsatsområde ”Fastholdelse”
Husk: Du skal informere offentligheden om dit projekt. Det kalder vi skiltning.
Lovstof
Danske regler (bekendtgørelsen)
BEK nr. 1774 af 20/12/2024 om etableringsstøtte til unge landbrugere
EU-regler (forordning):
Om støtte til udvikling af landdistrikterne
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsreform for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) nr. 1305/2013
EU-regler (forordning):